 |
 |
|
 |
 |
Vi kørte hjemmefra kl. 5.30 og var ved færgen i Gedser kl. 8. Færgen sejlede først kl. 9.00, så vi benyttede ventetiden til en lille lur - dejligt.
Vi var i Rostock kl. 10.45 og kørte derefter sydover. Om vi var kommet for sent i seng i løbet af ugen skal være usagt, men i hvert fald var vi trætte og inde og strække ben en hel del gange. Da vi nåede Leipzig gad vi ikke køre mere, så vi kørte ind på Campingplatz Aueensee kl. 17.15 og fik stillet op i regnvejr og 13 grader. Vejret har dog ellers været ok, ca. 20 grader og overoverskyet, fint kørevejr.
Campingpladsen er fin, tror også at den har eksisteret inden murens fald, mange af bygningerne er gamle. Pladserne er store og nemme at komme ind på. Her er mange mennesker og mange autocampere. Motorvejen hertil er fin og mange steder ny, vi har endnu ikke holdt i kø.
Vi betalte 19,50 euro for overnatning i Leipzig.
Vi kørte fra Leipzig kl. 7.45 og så gik det ellers sydover, vi kørte ind i Østrig kl. 15.30. Kl. 18 ankom vi til Terassencampng Maltatal i Malta ved Gmünd. Ellers er der ikke meget at sige om dagen. Jeg er og bliver aldrig noget "tunnelmenneske" er bestemt ikke vild med de østrigske tunneller, men vil man til Kroatien eller ej!
Vi spiste aftensmad i pladsens restaurant og fik stedets specialitet ala Maltatal = Mørbradbøffer, oksemørbrad, wienerschnitzel og pølse. Hertil grøntsager, svampesauce pommes frites og et frugtspyd - det var superlækkert.
I dag har vi været i "vores egen" dal og kørt op ad Malta Hochalm Strasse. En rigtig flot tur gennem masser af tunneller. Det kostede 14,50 euro.
Vejen ender ved Østrigs højest beliggende dæmning. Meget stort og flot
Østrigs højest beliggende dæmning.
I dag har vi været d Nochalmstrasse. Det kostede 13 euro for turen. Selv om vejen ligger forholdsvis tæt på den vi kørte ad i går er bjergene helt anderledes. Hvad der er smukkes kan ikke siges, det er storslået på hver sin måde. Da vi kom tilbage til pladsen var det blevet 27 grader og dejligt solskin, så poolen var åbnet og vi gik derop og solede os. Jeg var også en tur i vandet, men det var østrigsk isvand der var i den, uha det var koldt
Der var stadig masser af sne i bjergene.
Vi kørte fra Maltatal kl. 8.05 mod Slovenien og Kroatien. Vi betalte med Campingcheques i Malta, men kom stadig af med 21 euro for komfortplads, sæsongebyr, miljøgebyr og kurskat for 3 overnatninger, det er da dyrt synes vi. Regnen har væltet ned hele vejen mod Kroatien, øv Slovenien så ellers kønt ud, men det var svært at se ret langt pga. regn. Den sidste del af vejen mod Kroatien var på landevej, bumlet, hullet og snoet, den vælger vi ikke igen!
Kl. 15 ankom vi til Krk autokamp Pila ved Punat, dejligt at få stillet vognen op så vi kunne få noget mad, vi var kørt fra Østrig uden morgenmad.
Vi er stadig på Krk, her er smukt og billigt, men vejnettet kan da vist ikke klare højsæsonen uden problemer, vejene er små og smalle.
Vi har betalt 6 kuna for et kæmpe franskbrød (= ca. 6 kr.) Vi har brugt i alt 1000 kuna på 5 dage inkl. gaver for 210 kuna. Her er ikke meget at bruge penge på og kun ganske få supermarkeder. Vi har betalt 4 campingcheques for overnatning + 44 kuna i kurskat.
Den lille havn i Stara Baska
LORTEDAG, andet er der ikke at sige om den.... Vi kørte fra Krk kl. 8.30 og fik lige en vejrmelding hjemmefra. Vejret blev bedre ved Gardasøen end ved Lidoen, så vi ændrede kurs mod Gardasøen i stedet for. Vi var ved camping Cisano kl. 15.15, sur italiener viftede med arme og ben - ALT optaget, lige en streg i regningen!!!
Kørte derefter ind på vigeplads for at finde på ny plan. Da vi kørte derfra begyndte bilen at lugte grimt, ind på lukket tankstation og op med hjelmen - tyk røg vælter ud af en af blæsermotorerne. Nå, mobilitetsservice er der på skidtet, ringede til nummeret i Danmark, de vil oprette den i udlandsservice og derefter vil italiensk autohjælp ringe tilbage. Efter 20 minutter ringer italiensk autohjælp, hvor er vi? Det forsøger jeg at forklare hende, hun forstår intet og de vejnavne der står på gps'en eksisterer ikke, siger hun. Efter 30 minutter i telefonen finder vi nogle unge italienske fyre, der ved nogenlunde hvor vi er, dette stiller madammen tilfreds og hun vil sende autohjælp. Kl. 18.40 dukker de op og bilen bliver læsset og cv'en hægtet bagefter en anden autohjælp. De kører så bilen på værksted og cv'en til Camping Du Parc. Det er 32 grader og vi er godt varme, sultne og irriterede på møgspanden der har været til stort service for 19 dage siden 
Rødvin må der til efter sådan en dag.
Har talt med mobilitetsservice flere gange i dag, de har ikke hørt noget fra Italien, men kl. 18.05 blev vi ringet op, at bilen skulle være klar. Typisk, værkstedet var lukket kl. 18 så det må vente til i morgen. Så vi sluttede dagen med at gå i campingpladsens restaurant og spise lasagne med italiensk is til dessert.
Vi var en tur ved poolen om eftermiddagen, dejligt 28 grader.
Dejlig plads ved Gardasøen
Så fik vi endelig hentet bilen. De havde ikke kunnet finde fejl på den, så vi håber og tror at det må have været kondens fra klimaanlægget, der har ramt den varme blæser. Håber ikke at der bliver flere problemer med den.
Fyren der kørte autohjælpen og søndag aften sagde: "only driver" da vi ville fortælle om bilen, viste sig at være mekaniker på værkstedet og talte lidt bedre engelsk i dag end i søndags. Pudsigt, han ville vist hellere holde fri end køre autotransport. Vi betalte 50 euro til værkstedet, går ud fra at det var for gennemgang af bilen?
Det var dejligt at få bilen igen, så vi var i et center og fik handlet, helt underligt efter Kroatiens meget små butikker. Vi kunne slet ikke koncentrere os om at få handlet.
Ellers har det regnet og tordnet hele dagen og det har kun været 7 graders varme, men Erik gik stadig rund i shorts og ærmeløs t-shirt og lignede en spejderdreng stukket af fra sin lejr.
Vi har også været en tur i Sirmione, hyggeligt, men hold op hvor var der mange mennesker, selv på en regnvejrsdag. Kan kun forestille mig hvor voldsomme menneskemængder, der vil være i højsæsonen, der kommer vi aldrig til Gardasøen, det er helt sikkert.
Var oppe og betale inden vi kører i mrogen tidlig, har betalt 86 euro for 3 overnatninger.
Her er der biler alle vegne.
Vi kørte fra Gardasøen kl. 7.30, planen var at vi ville finde en campingplads i Sydtyskland og så være der et par dage.
Men lige så snart vi kom ud af Østrig startede regnen, og ved Nürnberg var det samtidig kun 4 graders varme - ikke rigtig sommerferievejr. Vi endte derfor med at køre hjem i et stræk, det tog 23 timer og vi var godt trætte da vi kom hjem.
Vi har kørt i alt 4150 km på turen og bilen har kørt ca. 11 km/liter.
Øv, regnvejr hele vejen hjem
|
|
 |